Hunde er skyld i færre forsikringsskader. Til gengæld er de tre gange så dyre. Hunden er måske nok menneskets bedste ven, men tydeligvis ikke hele tiden. Nye tal fra Forsikring & Pension viser nemlig, at forsikringsselskaberne sidste år udbetalte ikke mindre end 42 mio. kr. i erstatning for 8.889 hundeskader.
Den gode nyhed er, at det på et punkt er gået tilbage for hundene, nemlig når man måler på antallet af skader. I 1990 var der 25.873 skader – eller rundt regnet tre gange så mange som sidste år.
– Meget tyder på, at hundeejerne er blevet bedre til at passe på, at hundene ikke gør så mange unoder. Det er en god udvikling, men det hører med, at erstatningen pr. skade i dag er tre gange større end i 1990, siger Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.
Tørre tal viser, at udbetalingen på en standard hundeskade i 1990 var på 1.402 kr. Sidste år var den steget til 4.738 kr. pr. skade.
Hundeejere bryder loven
Det er lovpligtigt at forsikre sin hund, så der er sikkerhed for erstatning, hvis ens hund gør skader på mennesker, ting eller andre dyr. Men det har tidligere været fremme i medierne, at over 15 pct. af de danske hundeejere ikke har den lovpligtige ansvarsforsikring og dermed bryder loven.
– Det er svært at få et sikkert tal for, hvor mange hundeejere der ikke har den lovpligtige ansvarsforsikring. Men man må bare sige, at hvis ens hund løber ud foran en bil og bliver skyld i en ulykke med personskade, kan det blive en meget dyr skade. Har man som hundeejer ikke en forsikring, kan man ende i økonomisk ruin, siger Anja Lintrup Sørensen.
Dem, skaden er gået ud over, behøver dog ikke fortvivle helt over en hundeejer, der ikke har forsikret sin hund. De kan nemlig gå til forsikringsselskabernes fælles forening FAH og anmelde skaden der. FAH sørger så for at udbetale erstatning, hvis hunden ikke er forsikret eller er ukendt. FAH vil så forsøge at kradse pengene hjem hos hundeejeren.
FAH fik sidste år anmeldt 150 skader og udbetalte lidt over 7 mio. kr. i erstatning til skader efter uforsikrede eller ukendte hunde.
I 2015 var der 533.985 hunde med den lovpligtige ansvarsforsikring i Danmark.
Kilde: Forsikring og Pension