Mere end 7.000 fik sidste år brug for deres rejseforsikring i sommerferien. Få styr på rejseforsikringen inden sommerferien, og vær opmærksom på udsatte områder, hvor der er risiko for terror eller epidemi, råder Forsikringsoplysningen.
Hele 7.808 danskere henvendte sig til SOS International for at få hjælp til enten sygdom, uheld eller ulykker i sommerferien 2015.
Når du rejser i EU, Norge, Island, Lichtenstein eller Schweiz skal du huske det blå kort. Har du ikke fået bestilt kortet endnu, så gør det i god tid på www.borger.dk. Med det blå kort er du dækket som borgerne i det land, du rejser i.
Overvej en rejseforsikringSelvom du er dækket af det blå kort på rejser i EU, er det en god ide at supplere med en rejseforsikring. For det blå kort dækker ikke alt.
– Hverken hjemtransport, egenbetaling eller behandling på privathospital er dækket af det blå kort. Og kun en rejseforsikring giver dig mulighed for at ringe til en alarmcentral, hvis uheldet er ude, siger Anja Lintrup Sørensen, konsulent i Forsikringsoplysningen.
Når du rejser udenfor EU, er du ikke dækket af det blå kort. Her er det altid vigtigt at købe en rejseforsikring.
Udsatte områderFlere forsikringsselskaber oplever en øget interesse for at forsikre sig mod fx terror og epidemi på ferien. En rejseforsikring dækker ikke rejser til områder, hvor Udenrigsministeriet eller Statens Seruminstitut allerede fraråder at rejse til.
Hvis der opstår terror eller epidemi efter, at du har købt din rejse eller på rejsen, er der forskel på, hvordan de enkelte rejseforsikringer dækker.
– Mange rejseforsikringer dækker fx udgifter i forbindelse med evakuering, når Udenrigsministeriet eller lokale myndigheder opfordrer til det. Tjek altid med dit eget forsikringsselskab, hvordan du er dækket, inden du tager afsted, siger Anja Lintrup Sørensen.
Der er udbrudt Zika virus flere steder i Syd- og Mellemamerika. Er du gravid, eller prøver du at blive det og har planer om at rejse til et Zikaramt område, er der en øget risiko for dig. Følg situationen på Udenrigsministeriets hjemmeside.
– Vil du ændre eller aflyse din rejse, så tal altid med dit rejseselskab. Spørg også dit forsikringsselskab, hvilke regler der gælder, hvis du vil afbestille eller vælger at rejse, siger Anja Lintrup Sørensen.
Kilde: Forsikring og Pension