SÅ ER DET BEVIST: EN STÆRK CYKELLÅS SKRÆMMER CYKELTYVEN

Der er fire gange så stor sandsynlighed for, at cyklen er væk, hvis ikke du bruger en stærk kædelås. Det viser et nyt landsdækkende eksperiment fra Alm. Brand, hvor ca. 1.400 cyklister i hele landet har testet låsen i et år i kampen mod cykeltyven.
Solen skinner. Der er forår i luften. Cyklen ud. Bilen ind. Tid til luft i lungerne og ilt til hjernen.
Men foråret er også højtid for cykeltyve. I dag stjæles en cykel ca. hvert 7. minut i Danmark, og hver fjerde dansker har de sidste fem år oplevet at få stjålet sin cykel mindst én gang.For forsikringsbranchen betyder det erstatninger af cykler på et trecifret millionbeløb hvert år. Så hvordan kan det begrænses? Og kan vi selv gøre noget for at skræmme cykeltyven?
Alm. Brand har i et år og i samarbejde med 1.383 cyklister fra 11 af landets største byer lavet et cykellåseksperiment. Her skulle det testes om en stærk kædelås sammen med cyklens egen lås kunne reducere de mange cykeltyverier. Resultatet er overvældende.
Af de 1.383 startende deltagere i eksperimentet fik kun 16 stjålet deres cykel i løbet af et år, svarende til 1,4 pct. Til sammenligning fik kontrolgruppen med 2.531 cyklister, der ikke brugte en ekstra kædelås stjålet 136 cykler, svarende til 5,4 pct. – altså fire gange flere.
For begge grupper var især racercykler, mountainbikes og ladcykler de mest udsatte.
Lad låsen hænge, hvor du parkerer”Vi er både glade og overraskede over den markante forskel, kædelåsen har gjort. Den har sparet mange for at få stjålet deres cykel og de frustrationer, der følger med. Ingen har før testet om kombinationen af cyklens egen lås med en stærk kædelås virker over for cykeltyven. Men resultatet taler for sig selv. Jeg kan kun opfordre til at låse cyklen fast til noget, både når den står derhjemme eller ved en station og lignende. Er kæden for tung at transportere, så hav låsen hængende der, hvor du normalt parkerer din cykel,” siger skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen.
Han savner generelt flere offentlige initiativer og bedre cykelforhold f.eks. ved tog- og metro-stationer i og omkring storbyerne.
”Vi kan ikke undgå cykeltyveri. Men vi ser her, at vi med få midler kan gøre en forskel. Jeg mener, at der fra offentlig side bør tænkes flere og bedre initiativer ind, der gør det nemmere at være cyklist i Danmark og samtidig gør det svært at være cykeltyv,” siger Brian Wahl Olsen.
I sidste måned donerede han og Alm. Brand helt nye cykelstativer til Hareskov Station i Furesø Kommune. Her har stativerne indbygget wire. Donationen kom fra de 28.500 danskere, der ikke fik plads i eksperimentet, men som hver fik 10 kr., som de kunne donere til et nyt cykelprojekt.
Eksperimentet og konklusioner:Ca. 30.000 danskere ønskede i starten af 2015, at deltage i eksperimentet ”Stop cykeltyven”.
1.383 cyklister blev udvalgt repræsentativt på køn, alder og geografi og ud fra, at de brugte cyklen minimum 3-6 gange om ugen. Testdeltagerne blev rekrutteret fra 11 by-områder fordelt således: København (29%), Århus (11%), Odense (10%), Aalborg (7%), Esbjerg (6%), Viborg (6%), Roskilde (5%), Lyngby (8%), Hillerød (6%), Køge (5%) og Kolding (8%).
Testdeltagerne er både kunder og ikke-kunder i Alm. Brand. Hver fik de udleveret en forsikringsgodkendt kædelås, der vurderes blandt de bedste i markedet (level 9). Hver forpligtede de sig til at bruge den i et år samt svare på fire spørgeskemaer undervejs. Bl.a. om de havde fået stjålet deres cykel. Samtidig blev de mindet om at bruge låsen.
Hovedkonklusioner

  • Det er særligt racercykler og mountainbikes, der bliver stjålet. Når der tages forbehold for fordelingen af den nuværende type af cykler, udgør ladcykler samt racercykler den største andel af stjålne cykler. Der stjæles dog samlet set flest citybikes og ”mormor”-cykler.
  • Der er dobbelt så mange mænd end kvinder, der har en cykel, som har kostet over 7000 kr.
  • De mange cykeltyverier gør, at over 60 pct. har en cykel, der er yngre end 4 år.
  • Mere end hver fjerde i kontrolgruppen parkerer dagligt deres cykel ved en uddannelsesinstitution eller arbejdsplads. Heraf er der signifikant flere i Roskilde området, der parkerer ved en uddannelsesinstitution eller arbejdsplads.
  • Næsten 6 ud af 10 parkerer deres cykel i et aflåst lokale/område ved deres hjem. Heriblandt er der flere mænd end kvinder, som har deres cykel i et aflåst lokale ved deres hjem.
  • Hillerød området adskiller sig signifikant fra de øvrige 10 områder i forhold til, hvor mange der har fået stjålet deres cykel inden for de seneste 12 måneder, idet mere end hver fjerde i Hillerød området har fået stjålet deres cykel.
  • Der er ikke en klar til tendens til, at det typisk er dyre cykler, der bliver stjålet, men til gengæld en tendens til, at det er de nyere cykler, der bliver stjålet.
  • Af dem der har fået stjålet deres cykel inden for det seneste år, har 8 ud af 10 fået stjålet deres cykel fra sit hjem eller tog-, bus eller metrostation.
  • For de cykler der er stjålet fra en tog-, bus eller metrostation er næsten halvdelen blevet stjålet fra et aflåst lokale/område.
  • 90 pct. havde låst sin cykel, da den blev stjålet. Af dem der brugte en kædelås eller lignende, er det næsten ligeligt fordelt i forhold til om cyklen blot var låst med kædelås eller om cyklen var låst sammen med et cykelstativ eller lignende.

Kilde: Alm. Brand